Anmeldelse af ‘The Haunting of Hill House’

Den anden dag blev jeg færdig med Netflix-serien ‘The Haunting of Hill House’, som mildt sagt er en ret uhyggelig gyserserie på 10 afsnit.

Jeg er ikke den største fan af gyserfilm, og det det skyldes til dels, at jeg er en bangebuks, men også at der simpelthen er så mange dårlige gyserfilm derude. Den her er dog ikke én af dem.

I og med, at jeg er lidt af en bangebuks, så troede jeg faktisk, at det ville blive umuligt for mig, at se en hel gyserserie. Men det var egentlig ikke skide svært. Mængden af gys er nemlig ret fint spredt ud over hvert enkelt afsnit og serien i sin helhed. Man når hverken at kede sig, men man sidder heller ikke og skider grønne grise konstant.

Hvis du ved hvad ‘jumpscares‘ er (meget kort fortalt så er det fx når spøgelset springer frem og siger ‘bøh’), så jeg kan fortælle, at dét er noget som filmen mestrer ret godt. Der er ikke for mange af dem og ikke for få. Det samme gør sig gældende med uhyggelig spændingsopbygning, som også kan få mig til at bygge en mur af puder imellem mig og tv’et.

Selve historien er ikke rigtig ny, men jeg synes stadig den holdt mig fanget. Det er den klassiske gyserhistorie med et hjemsøgt hus, hvor man følger ‘den nye familie’, som (lidt for) langsomt begynder at opdage, at alt ikke er helt som det skal være.

I mine øjne er både skuespil godt og replikkerne velskrevne – specielt når det kommer til gysergenren, som virkelig kan halte på det punkt.

Hvis du mangler en ny serie at tage fat i, så kan jeg varmt anbefale The Haunting of Hill House. Og det kommer fra én, som ikke er skide glad for gysere generelt.