En måned som pescetar

Nu er det en måned siden jeg stoppede med at spise rødt kød og forarbejdet kød. Faktisk er det 5 uger siden, men ‘en måned’ er lidt nemmere at forholde sig til.

Både Maria og jeg er stoppet med at spise rødt kød og det går sgu fremragende. Det er unægteligt lidt nemmere, når man er to om det og ikke bliver fristet af den andens mad.

Jeg har ikke nævnt noget som helst om, at jeg ikke spiser rødt kød mere, for det er egentlig ikke noget, som jeg synes fylder særlig meget i mit liv (og heller ikke behøver at gøre det). Ironisk nok. Men nu fejrer jeg lige successen her alligevel. Det må godt være lidt ananas i egen juice once in a while.

Siden jeg var lille har jeg elsket kød, bøffer, og bacon og samtidig været mega skeptisk overfor grøntsager. Så jeg var faktisk lidt i tvivl, om jeg ville kunne skære det fra min kost i det lange løb.

Men det er åbenbart nemt nok so far.

De første to uger

I de første to uger brugte vi en del tid på, at finde ud af hvad vi egentlig så kunne spise og hvordan det skulle laves. Det tog lige lidt planlægning og der var lige nogle vaner som skulle lægges på hylden, men det gik overraskende smertefrit. I denne tid gik jeg flere gange rundt og kæmpede med følelsen af, at have lyst til at spise kød. Altså en vaskeægte urge. Den er heldigvis helt væk nu og har været det i et stykke tid.

I starten følte jeg heller ikke rigtig, at jeg blev ordentlig mæt efter et måltid. Følelsen af at være mæt var jo normalt en tung følelse. En følelse som normalt gav mig lyst til liiiige at lægge mig på sofaen i en halv times tid inden der skulle ske for meget. Nu er jeg mæt på en anden måde. Jeg har ikke lyst til mere mad, men jeg føler mig ikke tung som før.

Derfor blev vi pescetarer

Maria har længe villet det. Det var mig der var svær at overtale fordi kød altid har været så stor en del af min kost, selvom det var på kompromis med min samvittighed. Men overtalt blev jeg. Altså til lige at give det et forsøg.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at betegnelsen “veganer” er blevet tilsmudset rimelig groft de seneste par år, fordi enkelte typer ser det som en åbenbaring og lidt for ihærdigt forsøger at omvende alle på deres vej. Og hvis det er noget vi danskere hader, så er det når andre vil bestemme hvordan vi skal leve vores liv eller hvad vi skal spise.

Men det er en helt anden snak.

Som det tit er, når man står overfor at skulle springe ud i noget, så havde jeg brug for et lille skub ud over kanten. Forud for overgangen til pescetar havde vi set Generation Iron-dokumentarerne (bodybuilding/fitness doku’er) og derfor kom dokumentaren ‘The Game Changers’ op som et forslag.

Efter den dokumentar valgte jeg lige at give det et forsøg. Bare sådan lidt for sjov. Bare et enkelt måltid. Jeg tror, jeg lavede en vegetarisk spaghetti bolognese. Med plantefars i stedet for hakket oksekød og uden bacon i tern, som jeg ellers plejede at putte i. Det gik godt.

Samtidig det gik op for mig, at hvis jeg så nemt kunne “nøjes” med at bruge plantefars i min bolognese, så kunne jeg på ingen måde retfærdiggøre overfor mig selv, at bruge hakket oksekød mere. Efterfølgende har vi afprøvet lidt forskellige alternativer og selvom de fleste køderstatninger ikke er helt det samme, så er det godt nok. Og godt nok er fint for mig. Jeg ofrer gerne lidt smag, lidt konsistens eller lidt struktur for helbredet-, klimaet og dyrenes skyld.

Hvad så nu?

Jeg ved, at jeg aldrig ville kunne slå et dyr ihjel selv og det er dét som har naget mig mest hver gang jeg har overvejet at tage springet. Det ville være hyklerisk af mig, hvis jeg bare fortsatte med at lukke øjnene og lige glemme, at min mad engang havde været levende.

Nu er den første måned på plantebaseret kost gået og den er gået godt. Og jeg har det godt. Indeni og udenpå.

Jeg fik afprøvet, om jeg virkelig ville kunne skære rødt- og forarbejdet kød fra min kost. Det kunne jeg heldigvis og det var nemmere end antaget. Derfor har jeg selvfølgelig tænkt mig at fortsætte, for der er kun fordele ved den her kostændring, men det bliver fortsat på den der ‘jeg passer bare min egen tallerken’-facon.